Generationsskifte kræver en meget omhyggelig planlægning. Bestyrelsen bør inddrages, men også advokat og revisor er relevante rådgivere.
Omdannelse af personlig ejet virksomhed til selskabsform
Mange personlig ejede virksomheder vurderer løbende, om de bør omdannes til et selskab. Ejeren synes måske, at virksomheden er blevet for stor til personligt at bære den fulde hæftelse. Et selskab kan også virke mere troværdigt, især overfor udenlandske forretningsforbindelser. I et selskab hæfter ejerne alene med den indskudte kapital (egenkapitalen). Advokat og revisor er nødvendige rådgivere ved gennemførelsen af en sådan omdannelse. De skal tages med på råd inden beslutningen tages.
Køreplanen vil ofte være:
- Opgørelse og værdiansættelse af virksomhedens aktiver og passiver, herunder fastsættelse af goodwill.
- Skattemæssige overvejelser.
- Fastsættelse af egenkapitalens størrelse.
- Drøftelse med pengeinstituttet. Vil de forlange kautioner fra ejeren? Afhænger det af egenkapitalens størrelse og virksomhedens indtjening. Undgå ulimiterede kautioner.
- Køb af eksisterende selskab eller stiftelse af et nyt. Skal det være ApS eller A/S Køb af eksisterende selskab er ofte lettest, hvis det er “tomt”. Stiftes et nyt, skal der udarbejdes stiftelsesdokument. Husk at stifterne hæfter personligt, indtil selskabet er lovligt registreret (kan godt tage et 1/2 år).
- Udarbejdelse af vedtægter
- Gennemførelse af generalforsamling med valg af bestyrelse. Det kan ofte anbefales at vælge en professionel bestyrelse lige fra starten. Derudover skal der vælges revisor. I et selskab skal der vælges en registreret revisor eller en statsautoriseret revisor.
- Konstitueringen af bestyrelse. Valg af formand (må ikke være direktør).
- Ansættelse af direktion (en direktør eller flere) og udarbejdelse af direktørkontrakt.
- Anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på særskilt blanket. Data for bestyrelse og direktion, aktie- eller anparts kapitalens størrelse samt vedtægterne skal indsendes.
- I den konkrete situation kan der være andre forløb.